Børnehavernes forårskoncert
– en årlig sangfest for børnehaver i hele kommunen
Hver april synger vi foråret ind i MCH Herning Kongrescenter, når 500 børnehavebørn går på scenen til Børnehavernes Forårskoncert. Det er en festlig tradition, der siden 2018 har samlet børn, pædagoger og familier om glæden ved sang og musik.
Koncerten er et samarbejde mellem Herning Kommune, Herning Musikskole og Den Jyske Sangskole – med ét fælles mål: at styrke sangglæden og det musikalske fællesskab hos børnehavebørn i hele kommunen.
Som en del af forløbet klæder Den Jyske Sangskoles sangkonsulenter pædagogerne fra alle deltagende institutioner godt på gennem to sanglederdage, hvor der arbejdes med årets tema og repertoire. På den måde kan sangene leve videre i børnehaverne og blive en naturlig del af hverdagen, når pædagogerne arbejder videre med sangene ude i institutionerne frem mod koncerten.
Kulminationen er den store koncertdag, hvor børnenes energi og sangglæde smitter hele salen. Det er et øjeblik, der ikke bare fejrer foråret – men også fællesskabet, fantasien og de musikalske frø, der sås i en tidlig alder.
Den Jyske Sangskoles rolle i projektet
Den Jyske Sangskole bidrager til Børnehavernes Forårskoncert med:
- Sangkonsulenter, som udvikler årets tema og repertoire.
- To sanglederdage for pædagoger fra alle deltagende institutioner, med fokus på sangindstudering, formidling og didaktik.
- Musikalsk ledelse af selve koncerten – herunder dirigentrollen på dagen.
- Koordination og samarbejde med Herning Musikskole og Herning Kommune om planlægning og afvikling.
Tilsammen er det et gennemarbejdet og professionelt forløb, der løfter sangen ind i børns hverdag – og op på den store scene.
Små synger sammen
