Sang, sprog og samvær
– sangglæde, udvikling og musikalske fællesskaber for de allermindste
Sang, Sprog og Samvær er et succesfuldt og velafprøvet udviklingsprojekt for børn i alderen 0–2 år og deres forældre – med sangen som løftestang for nærvær, sprogtilegnelse og tidlig trivsel. Gennem simple redskaber, sanglege og en fagligt forankret tilgang har projektet vist sig at skabe stærke resultater: Forældre oplever øget glæde, tryghed og motivation til at synge derhjemme, og børnene reagerer med begejstring, nysgerrighed og sproglig fremdrift.
Projektet er udviklet i samarbejde med Herning Kommune og sundhedsplejen og har allerede nået flere hundrede familier via workshops og det populære sangmateriale. Evalueringer viser markant tilfredshed og dokumenteret effekt med værdien af tidlige sangfællesskaber mellem børn og forældre.
Kernen i projektet er at give forældre og børn en musikalsk værktøjskasse, som kan bruges i hverdagen til at understøtte barnets sproglige, motoriske og sociale udvikling – og samtidig skabe nærvær, kontakt og glæde.
Det får deltagerne
- En sangpose fyldt med enkle redskaber som tørklæder og rasleæg, samt et særligt udviklet materiale med udvalgte sange og øvelser, der alle er lette at gå til og baseret på viden om barnets udvikling.
- En workshop hvor en sangkonsulent fra Sangskolen introducerer materialet for mødregrupper eller barselshold i en tryg og inspirerende ramme, typisk på det lokale bibliotek.
- Et sundhedsfagligt fundament, hvor sundhedsplejen er aktiv medspiller og formidler – hvilket skaber høj troværdighed og forankring i barnets øvrige udviklingsmiljø.
Hvad siger deltagerne?
Evalueringer viser stor tilfredshed og dokumenteret effekt:
- Forældre oplever at sang og musik har en positiv indvirkning på deres barns udvikling og skaber et godt fundament for nærvær og fællesskab mellem børn og forældre.
- Materialet bliver brugt flittigt derhjemme, og sang og musik bliver en del af den daglige rytme og relation.
- Introduktion til materialet via sangkonsulentens workshop giver mod og motivation til at synge – også for dem der ikke føler sig “musikalske”.
Projektet har været rullet ud i Herning Kommune siden 2020 og har nået flere hundrede familier. Succesen skyldes især kombinationen af det praksisnære materiale, fagligheden bag, og den personlige introduktion via workshops.
Vil I være med?
Sang, Sprog og Samvær kan nemt tilpasses nye kommuner, biblioteker, barselscaféer eller foreninger, der ønsker at styrke sangens rolle i den tidlige barndom. Den Jyske Sangskole tilbyder både sangposer, workshops, foredrag og sparring omkring implementering.
Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre nærmere om muligheder, pris og skræddersyede forløb. Kontakt os på: SSS@denjyskesangskole.dk
I 2024 udkom en videnskabelige artikel omkring projektet, udarbejdet i samarbejde med Institut for Folkesundhed, AU, Janne Brammer og Svend Brinkmann under titlen: Fathers‘ transformative caring experiences of engaging in music and singing with their children.
